Lederen

Hvor skal vi hen du?

Sådan spurgte skærmtrolden, Hugo, for år tilbage i TV2s quiz-indslag. Det er også et spørgsmål, som vi i bibliotekerne stiller os selv lige nu, men som vi også gerne vil være med til at finde et svar på, nu hvor mange muligheder er i spil og hvor mange forhold skal analyseres.

Biblioteksstrategi

Biblioteksstyrelsen forbereder en biblioteksstrategi, som netop nu fremlægges på Biblioteksledermøde.

Behovet for en sådan er evident.

Når Innovationsrådet i foråret udgiver deres rapport om vidensamfundet og regeringen efterfølgende inddrager elementer herfra i regeringsgrundlaget uden at nævne bibliotekernes rolle eksplicit, er der behov for, at bibliotekernes bidrag hertil bliver tydeliggjort og det kan en strategi medvirke til!

Allerede i foråret pegede Danmarks Biblioteksforenings udvalg vedr. Kvalitetsmåling – Måle- og sigtepunkter på behovet for en strategi, bl.a. inspireret af forholdene i Finland, hvor man har en biblioteksstrategi. I den lægges vægt på bibliotekernes mere uddannelses- og samfundspolitiske rolle og den beskriver således bibliotekernes opgaver i forbindelse med informations- og vidensspredning, ligesom den helt konkret forklarer samspillet mellem store og små biblioteker.

Der vil givet være sammenfald mellem de to strategier og et samarbejde omkring udviklingen vil være optimal.

Et resumé af strategien kan ses på Bibliotekslederforeningens hjemmeside: http://www.bibliotekslederforeningen.dk/Internettidsskrift/nr4_2005/resume.htm

Strategien understreger at bibliotekerne i øjeblikket står over for store udfordringer i forhold til udviklingen i informationssamfundet og ændret brugeradfærd. Mange folkebiblioteker har endnu én, nemlig at skabe et godt bibliotekstilbud i de nye kommuner.

Kommunessammenlægning

I centralbibliotekets betjeningsområde lægges næsten alle kommuner sammen med flere nabokommuner. Arbejdet med oplæg til strategi, indhold, struktur og ledelse er i fuldt gang. Kommunesammenlægningen er en enestående mulighed for at tænke nyt og anderledes, og den lejlighed skal vi som biblioteker benytte os af. Vi har lige nu en enestående mulighed for at udvikle bibliotekerne til gavn for borgerne. Vi kan bruge den nye struktur som løftestang for udviklingen af bibliotekerne. Bibliotekerne kan være det kit, der er med til at samle kulturen i de nye kommuner, sagde formanden for Danmarks Biblioteksforening, Finn Vester, på repræsentantskabsmødet fredag d. 28. oktober. Finn Vester foreslog også, at man i de enkelte biblioteker udarbejdede forslag til lokale bibliotekspolitikker til vedtagelse i de nye kommuner.

Nye samarbejdspartnere

Kommunesammenlægningen betyder, at vi også kan søge nye samarbejdspartnere. I nogle kommuner er det et politisk ønske, at de borgerservicecentre kommunen skal etablere, ses i sammenhæng med bibliotekerne. I andre kommuner er det et tættere samarbejde med andre kulturinstitutioner, som arkiver og museer, der er på dagsordenen. Endelig arbejder man i Fredericia med at integrere bibliotekerne og de pædagogiske servicecentre.
Alle samarbejder, der kan være til inspiration for os andre.

Hvad gør vi nu, lille du?

Sang Kim Larsen. Lige nu er det i stor udstrækning op til bibliotekerne at få alle disse mange elementer og muligheder til at gå op i en højere enhed og udarbejde oplæg til politiske drøftelser og beslutninger i de nye kommunalbestyrelser.
Jeg tror vi alle spændt afventer resultatet af kommunalvalgene d. 15. november. Samarbejdet i de nye kommuner bliver en stor opgave, der stiller mange krav til både embedsmænd og politikere.

Lone Knakkergaard
Lone Knakkergaard,
Bibliotekschef,
Vejle Bibliotek,
lk@vejlebib.dk,
08-11-2005

til sidens top

Voksenbiblioteket

 

Nye udenlandske fagbøger

Hermed en liste over udenlandske fagbøger indgået i oktober.

I denne måned 142 titler.


Else Zakarias,
Voksenbiblioteket,
ez@vejlebib.dk,
04-11-2005

til sidens top


Voksenbiblioteket

 

Læsekreds fra Vejle i Alfabet

På initiativ fra Danmarks Radio, Biblioteksstyrelsen og Litteratursiden.dk, er der dannet mere end 50 læseklubber på bibliotekerne landet over, som læser de 7 romaner, der er nominerede til DR's Romanpris 2005. Den 2. lørdag i hver måned kan man høre en udvalgt læseklub i programmet Alfabet.

Vi har også dannet en læseklub på Vejle Bibliotek. Vi annoncerede efter medlemmer på vores hjemmesiden, satte en lille annonce i Vejle Amts Folkeblad og Ugeavisen og så fik vi hurtigt 10 interesserede. Vi allierede os med Grete Jørgensen, som har styret FOF's læsekredse i mere end 20 år. Hun indvilligede i også at være ordstyrer for vores læsekreds.

Læseklubben er en broget flok af unge og ældre, 2 mænd og 8 kvinder. Det har så også gjort, at vores læseklub er blevet udvalgt til den næste radio-optagelse, som bliver sendt lørdag den 12. november kl. 13-15 på P2. Vi skal diskutere Henning Mortensens roman "Næb og kløer". Henning Mortensen bliver konfronteret med vores diskussion og kommenterer det i udsendelsen.

Når alle 7 romaner er læst (sidst i april) nedsætter DR en jury med medlemmer fra de mange læseklubber landet over. Juryen diskuterer sig frem til den endelige vinder af Romanprisen; årets danske roman. Der er endnu kun offentliggjort de 4 af de nominerede: Helle Helle: "Rødby-puttgarden", Henning Mortensen: "Næb og kløer", Astrid Saalbach: "Fingeren i flammen" og Morten Ramsland: "Hundehoved". Sidste år fik Christian Jungersen prisen for "Undtagelsen".

Vi udarbejder "Pletskud" til Litteratursiden.dk på de nominerede romaner: http://www.litteratursiden.dk/sw48478.asp og Litteratursiden laver interviews, anbefalinger og forfatterportrætter. Derudover kan man læse om bøgerne og høre interviews m.m. på DR's hjemmeside: http://www.dr.dk/kultur/Bog/Tema/Romanpris/index.asp. Selve udsendelserne kan også høres på DR's hjemmeside: http://www.dr.dk/p2/alfabet/alfabet/.

P.S. Vi har haft ca. 20 forespørgsler på Inge Lis Ølgaards "Ingen kære mor" efter at Birgitte Bohm anbefalede bogen i Kanal 94. Bogen er en selvbiografisk roman om en kummerlig opvækst i Vejle og på et børnehjem nær Ejer Bavnehøj. Se hvilke andre bøger, der er anbefalet af bibliotekarer i Kanal 94 på vores hjemmeside: http://www.vejlebib.dk/side.asp?indhold=kanal94.xml.


Else Zakarias,
Voksenbiblioteket,
ez@vejlebib.dk,
04-11-2005

til sidens top