ARRANGEMENTER PÅ BIBLIOTEKERNE
Bliv medlem af Vejle Bibliotekernes arrangementsklub: Køb et medlemskort for 100 kr. og få 50% rabat på de fleste af Vejle Bibliotekernes arrangementer. Kortet gælder i et år fra den dato kortet udstedes. Køb medlemskortet på dit lokale bibliotek eller ved døren, når du deltager i et af vores mange arrangementer.
Det er muligt at få besked om arrangementer enten via
et e-mail nyhedsbrev
eller et
RSS-feed
eller via sms
sms v/ arrangement
.
Læs mere om disse muligheder på siden
nyhedstjeneste
Direktøs

Foredrag med eventyreren Ida Tin
Som barn af globetrotterne Nina Rasmussen og Hjalte Tin er hun vokset op på en motorcykel. Som voksen lever hun eventyrlysten ud ved bl.a. at tage til USA med sit telt og sin motorcykel for at finde sig selv og træne sin modighedsmuskel. I rejsebogen Direktøs fortæller Ida Tin om sin tur gennem USA, om at bytte sikkerhed for frihed, og om hvilke omkostninger byttehandlen har.
Mød Ida Tin til et levende foredrag, hvor hun på baggrund af sin bog fortæller om skæve eksistenser, iskolde nætter i telt, trailerparkromantik, ørkenvind og kriblen i gashåndtaget.
Vejle Bibliotek
Torsdag den 11. marts 2010 kl. 19.00
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Idiot - foredrag med tv-vært Henrik Dahl
Vi kender ham som tv-værten fra Rabatten og andre succeser på DR. En energisk, humørfyldt og fandenivoldsk fyr, der laver gak i gågaden. Men bag facaden gemmer Henrik Dahl på en alvorlig historie.
For år tilbage blev han diagnosticeret som maniodepressiv, og det har han sammen med sin kone skrevet om i bogen Idiot.
Kom og hør ham fortælle om de udfordringer, den psykiske sygdom har bragt med sig og om de konsekvenser, den har haft for ham og hans familie - men også om muligheden for at leve et godt liv, selv om man er maniodepressiv.
Kongernes Jelling
Mandag den 15. marts 2010 kl. 19.30
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Politisk café

Kom tæt på dine politikere - Mød Lone Myrhøj (SF), Dan Arnløv Jørgensen (C) og Martin Sikær Kristensen (A)
Du får lov til at sætte dagsordenen og får indflydelse på de politiske processer, når du over en kop kaffe har mulighed for at stille spørgsmål og debattere med dine lokale politikere.
I foråret 2010 giver vi dig mulighed for at møde de folkevalgte politikere fra forskellige partier til en dialog i øjenhøjde på dit lokale bibliotek. Benyt lejligheden til at sætte fokus på de ting, der optager dig: lokalplaner, trafikstrukturen, miljøet, midler til kulturområdet eller servicen inden for daginstitutioner. Ordet er frit, når vi dækker op til dialog og debat.
Politisk Café er støttet af midler fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Vejle Bibliotek
Tirsdag den 16. marts 2010 kl. 16.00 - 17.30
Billedforedrag med Jørgen Angel

Classic rock - fra AC/DC til Zeppelin
Han har taget billeder af en ung Annisette i 60’erne og en lige så ung Sanne Salomonsen og Sebastian. Af Freddie Mercury, Ozzy Osbourne og Jimi Hendrix og mange, mange flere. Fotografen Jørgen Angel er internationalt anerkendt som en af tidens store rockfotografer, og nu kan du høre ham fortælle alle sine personlige historier bag de mange billeder, som gennem tiden har prydet både magasinforsider og pladeomslag.
Tag med på en rejse gennem rockhistorien, når Jørgen Angel i sit foredrag viser 400 billeder fra perioden 1966 til 1983.
Vejle Bibliotek
Tirsdag den 16. marts 2010 kl. 19.00
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Den vidunderlige have

Foredrag ved anlægsgartner og havearkitekt Vibeke Sørensen. En aften med fokus på haveglæde og indretning af den nemme have.
Haven er et vidunderligt sted at være: et frirum med oplevelser for alle sanser. Men i en travl hverdag er der også grænser for hvor megen tid, man kan bruge på haven, uden at det bliver en sur pligt. Så hvordan får du indrettet din have, så den er nem at holde – og forbliver vidunderlig og ikke en ekstra byrde? Havearkitekt Vibeke Sørensen giver i sit foredrag eksempler på indretning, vedligehold og plantevalg i haven. Læs mere om Vibeke Sørensen på: www.havearkitekterne.com/
På Give Bibliotek.
Tirsdag den 16. marts kl. 19.00, Give Bibliotek
Arrangeret i samarbejde med Haveselskabet – Give Havekreds
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 50 kr.).
Den lille historie i den store

Den lille historie i den store Foredrag med forfatter Esther Strunge Folkmann
Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning. Det er titlen på den bog, som tidligere lærer ved Egtved Skole, Esther Strunge Folkmann, har skrevet om sine forældres liv. Forældrene blev født på landet omkring år 1900, og deres liv var præget af hårdt arbejde og materiel fattigdom. Men hjemmet med de mange børn var også præget af fællesskab, sammenhold og en tro på, at der var en bedre fremtid for deres børn.
Esther Strunge Folkmann sætter sin egen familiehistorie ind i den samfundsudvikling, som Danmark gennemgik i første halvdel af sidste århundrede, og derved bliver det en historie, som mange danskere vil kunne nikke genkendende til.
Tirsdag den 23. marts kl. 19.00
på Egtved Bibliotek
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Forfatteraften med Jan Sonnergaard

Han bragede igennem i slutningen af 90’erne med sin Radiator-trilogi. Nu har Jan Sonnergaard udgivet sin første roman, der under titlen Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom opridser en parade af de kulturstrømninger, 80’erne var præget af: yuppier med deres flamboyante livsstil, punkere, BZ’ere og autonome med deres no-future holdning og magthavere i øst som vest. Gennem denne farverige collage tegner han et skarpt tidsbillede af 80’erne og den store frygt for atomkrigen, som var fælles for alle.
Hør Jan Sonnergaard fortælle om romanen og om at vende tilbage til det litterære rampelys.
Vejle Bibliotek
Tirsdag den 23. marts 2010 kl. 19.00
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Forfatteraften med Svend Åge Madsen

I 1963 ser et forfatterskab, der er et af de mest mærkværdige i dansk litteraturhistorie, dagens lys. I værk efter værk hudfletter Svend Åge Madsen det menneskelige liv, spidder det med ord og fortællinger. Han afsøger og afslører maskespil, fordoblinger, spejlinger og splittelse.
I efteråret fyldte Svend Åge Madsen 70, og som forfatter er han på banen med den verdenshistoriske spændingsroman Mange sære ting for. Mød én af de mest originale og konsekvente fiktionsforfattere i moderne dansk litteratur, når han fortæller om sin seneste roman og om sit lange virke som forfatter.
Vejle Bibliotek
Torsdag den 15. april 2010 kl. 19.00
Gå til billetbestilling og bestil plads til arrangementet (billetpris: 60 kr.).
Inspirationsaften for læsekredse

Læselysten er stor i Vejle Kommune! Op mod 100 læsekredse mødes i løbet af året på bibliotekerne og i de private stuer. Men én gang om året sætter vi alle læsekredse stævne til en stor gensidig inspirationsaften. Her kan du og din læsekreds komme og få inspiration til, hvad I kan læse i jeres læsekreds. I kan få tips til, hvordan man kan gribe diskussioner an på forskellig vis, og endelig giver vi en præsentation af det kommende års aktiviteter og tilbud til de mange læsekredse.
Tilmeld dig det specielle nyhedsbrev for læsekredse ved at skrive til Else Zakarias, ez@vejlebib.dk, og få tilsendt den endelige dagsorden i maj måned.
Vejle Bibliotek
Torsdag den 3. juni 2010 kl. 19.00





