Af min farbrors gård er kun stuehuset tilbage. Det er indrettet som fælleshus for beboerne i parcelhusene, der er skudt op i klynger på de tidligere marker. Og den vilde skov bagved gården er velplejet og med grusbelagte stier, hvor midaldrende i farvestrålende træningsdragter og med stopure, pulsmålere og skvulpende maver tonser rundt i et forfængeligt håb om at udsætte kroppens forfald. Men jeg behøver blot at sætte mig på en bænk og lukke øjnene og tænke på, hvordan det var engang på farbrors gård.

Jeg sad på brønddækslet med hovedet støttet i hænderne. Kors hvor jeg kedede mig. Alle sov til middag, og det varede næsten en time, før nogen stod op. Også i stalden var der stille. Kun engang imellem raslede en kæde, og en gris gryntede. Solen var en flammende skive på himlen og tegnede skarpe skygger af træer og bygninger og fik den kalkede lademur til at blænde, som bestod den af tusinder af små perler. Nogle høns støvbadede i et varmt hjørne af gårdspladsen.
Hvad skulle jeg give mig til? De ville vågne og blive helt tossede, hvis jeg startede traktoren. Og King havde jeg leget med. Nu lå den og sov på fortrappen med snuden op ad den tømte foderskål. Kun når fluerne blev for nærgående, vippede den med ørerne eller virrede med snuden.
King var ikke bare en almindelig schæfer. Min farbror havde trænet med den, og den var den bedste hund i Danmark til at finde ting og mennesker. For et par måneder siden kom King - og selvfølgelig også min farbror - i alle aviserne, da den fandt en lille pige, der havde været væk i flere dage.
Når farbror trænede med King, gav han den et sort læderhalsbånd med stålnitter på.
"Det halsbånd skal du holde dig fra," havde farbror sagt og kigget på mig over brillerne med et blik, som fortalte, at det skulle ikke diskuteres.
Nu hang halsbåndet på et søm ved stalddøren, og de blanke nitter glimtede fristende. Jeg kiggede mod soveværelsesvinduet. Gardinerne var rullet ned. Farbror ville ikke opdage noget. Jeg lagde min lommekniv bag ved vandingstruget.
Jeg rejste mig og gik hen til stalddøren. Tøvende tog jeg halsbåndet, men der var ikke noget særligt ved det. Så hvad kunne der ske?
"King!" kaldte jeg stille.
Den slog øjnene op, men blev liggende.
"King! Kom her!"
Så rejste den sig, strakte sig og luntede logrende hen til mig. Jeg klappede den, og den slikkede mig på hånden. "Du skal finde min lommekniv," sagde jeg.
King gnubbede bare hovedet op ad mit ben, mens jeg lagde halsbåndet på. Men i det øjeblik jeg spændte det, ændrede King sig. Det blev bredere over skulderne, hårene rejste sig og tænderne var blottede. En dyb knurren tog til i styrke.
"Rolig!" Desperat fingerede jeg ved halsbåndet for at få det af. Men King flåede sig løs og sprang gøende mod hønsene, der flygtede. Som forstenet stod jeg og så, at den smækkede kæberne om en høne. Den skreg, mens King ruskede den, så fjer og støv sprøjtede.
Et vindue blev slået op. "King!" brølede farbror.
King stoppede, men beholdt hønen i munden.
"Slip den!"
King lod hønen falde. Den lå i støvet og flaksede. Mørkerøde plamager bredte sig over fjerene.
Farbror kom ud på gårdspladsen. "På plads!"
King sprang hen og stillede sig ved siden af ham. Farbror fjernede halsbåndet, og King luntede hen og lagde sig på trappen.
Farbror løftede hønen op i benene. Den gokkede og baskede med vingerne, til han hamrede dens hoved mod en dørkarm og efterlod en perlerække af blodstænk på muren.
Farbror gik hen mod mig. Han havde hønen og halsbåndet i den ene hånd. En sviende smerte flammede, da lussingen ramte min kind.
"Hent øksen," sagde han og hængte halsbåndet på plads.
Den aften fik vi kogt høne.