Det var den vinter, vi flyttede fra Jupiter Allé. Jeg kan huske,
hvordan jeg sad i den tomme lejlighed, ovenpå en af flyttekasserne,
som de snart ville komme at hente. Det begyndte at sne udenfor. Rigtig
sne. Store, hvide, bløde flager der dalede ned mod skråvinduerne
og slørede udsigten ud over byen.
Jeg kan huske, hvordan jeg havde en fornemmelse af at vi var i færd
med at gøre noget forkert. Kald det en forudanelse. Men jeg tænkte,
at det bare var vemod. Lidt nostalgi. Nu vi skulle væk. Jeg tænkte,
at fremtiden lå åben, vi ejede alle muligheder, hvad kunne
gå galt. Og hvorfor også være trist over at flytte herfra,
hvor vi kun havde boet i knap to år og af en eller anden grund aldrig
syntes at være faldet ordentligt til rette?
Men dengang var to år lang tid, faktisk det længste stykke
tid vi havde opholdt os på samme sted. Sneen dalede. Og fordi der
var koldt i lejligheden, varmen slukket, nu hvor alting var pakket sammen,
smeltede den ikke ved mødet med glasset, men lagde sig. Som et tæppe.
Lyset blev underligt tungt. To år var lang tid, i dette sekund næsten
en evighed, og jeg sad der på kassen og var pludselig bange for at
give slip. Og det på trods af vores utilpassethed, på trods
af lejlighedens vedvarende uvilje overfor os. Kulden. De klaprende døre.
Fornemmelsen af, at der hele tiden foregik ting bag ryggen på os,
som vi ikke havde nogen kontrol over.
Det var den vinter hvor vi stuvede alle vores ting ind i en lille varevogn,
som en eller anden havde kunnet låne et sted, og bevægede os
tværs igennem byen, tværs igennem snetæppet, slør
på slør, og helt ud i den anden ende, op ad trapperne, op
ovenfor badeanstalten. Hvorfra den varme damp blev lukket ud af store skorstene,
der peb. Her forsvandt de hvirvlende fnug og blev til dis.
Det var den vinter, vores nye liv skulle begynde.
Det var den vinter, vi for alvor skulle i gang, i virkeligheden. Med
virkeligheden.
Hvordan skulle vi vide, at det allerede var umuligt.
At vi allerede havde taget for mange skridt ind i en bane.
Det var den vinter, vi vågnede ude på Kringelkrogen ved
at telefonen ringede.