En fortælling om kvindeliv og brudte barrierer

The Piano og The Power of The Dog, der begge løb af med lukrative priser, hæder, kunstnerisk og kommerciel succes, har gjort Jane Campion til en af filmmediets absolut største kvindelige instruktører, der har brudt barrierer undervejs og skildret kvindeskikkelser i det brede format, som modnes på forskellige planer, gør oprør og forsøger at indtage en plads og skabe deres egne roller i et samfund domineret af mænd og maskuline værdier.

Elizabeth Jane Campion, født den 30. april 1954 i New Zealands hovedstad Wellington, kan ydermere pynte sig med titlen Dame efter modtagelsen af The New Zealand Order of Merit i 2016 for sit samlede arbejde som filminstruktør, manuskriptforfatter og producer. Hun er den første og hidtil eneste kvinde, der to gange er blevet Oscar nomineret som bedste instruktør (vandt i 2022 med The Power of The Dog, der i alt var indstillet i 12 kategorier) og den første kvinde, der har vunder de Gyldne Palmer, hvilket hun modtog for The Piano i 1993, en pris der blev delt med den kinesiske instruktør Chen Kaige og hans tilsvarende mesterlige Farvel min konkubine.

Jane Campion er opvokset med en storesøster og en lillebror i et hjem præget af teaterliv, idet hendes forældre grundlagde selskabet New Zealand Players. Campion besluttede sig for ikke at gå samme vej og tog i stedet en BA i kunst fra Victoria University of Wellington. Hun fortsatte studierne i Chelsea Art School i London, rejste rundt i Europa fra midten af 70’erne og drog til Australien for at dykke yderligere ned malerkunstens historie hos Sydney College of the Arts på University of Sydney.

Dernæst foretog hun et sporskifte ved at bestå optagelsesprøven til og gennemføre uddannelsen hos Australian Film, Television and Radio School. Campions første kortfilm, Peel (1982) vandt Short Film Palme d'Or ved Cannes Film Festivalen i 1986, og de følgende kortfilm vakte ligelede positiv opmærksomhed. Spillefilmdebuten Sweetie (1989) om en ung kvindes tumultariske familieliv og forhold til sin psykisk ustabile søster har været på filmkanalen MUBIs repertoire og viser tydelige tegn på hendes kommende og enorme potentiale.

Dette blev mere end indfriet med En engel ved mit bord (1990), der sanseligt, poetisk og karskt skildrer forfatteren Janet Frames opvækst, karriere og kamp mod et skrøbeligt sind, der blev forsøgt helbredt ved hjælp af utallige elektrochok behandlinger. Campion slog definitivt sit navn fast med periodedramaet The Piano, hvor en døv kvinde glimrende spillet af Holly Hunter udtrykker sig gennem klaverspil og tegnsprog. Hendes klaver sælges til naboen (Harvey Keitel), der vil give det retur til gengæld for undervisning og udveksling af erotiske erfaringer.

The Piano, der vandt tre Oscars ud af otte mulige herunder en for bedste manuskript, der tilfaldt Campion, er også kendt for Michael Nymans score, som har solgt i millionklassen på cd under titlen The Piano Concerto. Campions næste film Portræt af en kvinde (1996) med Nicole Kidman, John Malkovich og dansk-amerikanske Viggo Mortensen efter Henry James roman af samme navn er stilsikkert instrueret igen med det feminine vs det maskuline i centrum af handlingen, der foregår i adelige kredse, hvor den egenrådige hovedkarakter spillet af Kidman forsøger at manøvrere bedst muligt og spille andre ud mod hinanden efter behov.

Holy Smoke! (1999) har påny Harvey Keitel i den mandlige hovedrolle her overfor Kate Winslet, hvis karakter er blevet hjernevasket af en indisk sekt. Holy Smoke fik en blandet modtagelse og reddes nogenlunde tørskoet i land af kompetent skuespil og flot fotografering, mens historien virker noget tyndbenet. Den erotiske thriller In the Cut (2003) med Meg Ryan i en noget uvant rolle fik læsterlige prygl af kritikerne og brugerne på forskellige karakteruddelende filmsites.

Langt bedre og fortjent gik det Bright Star (2009), der på biografisk vis skildrer den berømte engelske poet poet John Keats’ (Ben Whishaw) sidste leveår og hans forhold til Fanny Brawne (Abbie Cornish). Brawne stammede fra overklassen, og det sociale skel mellem dem vanskeliggjorde deres relation. Keats døde af uhelbredelig tuberkulose i et velturneret drama, der går under huden i retning mod tårekanalerne.

På sitet Rotten Tomatoes, hvor filmen tildeles et pænt højt karaktersnit, stod der at læse: ‘Jane Campion's direction is as refined as her screenplay, and she gets the most out of her cast – especially Abbie Cornish – in this understated period drama.’ Cornish er også et mindre fund til rollen. Under sin lange spillefilm pause efter Bright Star instruerede og skrev Campion TV mini-serien Top of the Lake (2013), der blev nomineret til en række Golden Globe- og Emmy-priser. Hun gentog succesen med opfølgeren Top of the Lake: China Girl i 2017, dog uden at komme i betragtning til nogen priser.

I 2019 blev det annonceret, at Jane Campion endelig skulle i gang med en by film, hvor manuskriptet er baseret på Thomas Savages roman The Power of the Dog. Det færdige resultat kunne kortvarigt ses i udvalgte biografer november 2021, hvorefter Netflix overtog rettighederne til at vise filmen på deres streamingtjeneste en lille måned senere. The Power of The Dog havde premiere ved Venice International Film Festival, hvor Campion blev tildelt en sølvløve for bedste instruktion. Mand/kvinde relationerne og afledte magtkampe er også i spil i Campions seneste film med Benedict Cumberbatch og Kirsten Dunst i sjælden set form, der begge gør det blændende.

Dette gælder også Kodi Smit-McPhee samt Jesse Plemons i de øvrige supplerende roller. Listen over priser og hædersbevisninger, der er blevet Power of The Dog til del, er mildest talt omfattende, hvilket skal være den vel undt. Campion dvæler indrømmet en del ved kønsroller, kvindeskæbner og de seksuelle, sociale og psykologiske spændinger, der udløses kønnene imellem, hvilket hun som instruktør ikke er ene om.

Filmenes kunstneriske kvaliteter og internationale gennemslagskraft har dog medført, at disse karakteristika er blevet bemærket, debatteret og analyseret. Om dette gør Campion til en decideret feministisk bannerfører for øget ligestilling og ønsket om flere rettigheder til sit eget køn, er op til den enkelte beskuer at afgøre. Campions samlede værkfortegnelse syner ikke umiddelbart af så meget, men er til gengæld rig på højdepunkter med En engel ved mit bord, The Piano, Portræt af en kvinde, Bright Star og The Power of The Dog som funklende filmdiamanter, der tåler både gensyn og genovervejelser.