Dekorativt billede

Oprydning og mental sundhed

Uge 17 er Borgernes verdensmålsuge, og det markerer vi også her på bibliotekerne. FNs sytten mål rummer en lang række emner og temaer, der skal sikre alt fra livet i havet til ligestilling og mental sundhed, og i forbindelse med den mentale sundhed kunne man jo starte med en oprydning hos sig selv.

Flere bøger indenfor genren 'oprydning' lover mentalt overskud, hvis altså man får ryddet op i sin kælder, på sit loft eller i sin undertøjsskuffe. Men oprydning kan også være mere radikalt! Hvordan får man egentlig ryddet op efter et langt liv? Hvor starter man, og hvem får man til at hjælpe sig? Det kommer der to bud på her. 

Fru Magnusson rydder op

En bog, der er blevet lidt en klassiker er den svenske forfatter Margaretha Magnussons ’Fru Magnusson rydder op!’. Den blev udgivet første gang i 2017 og hurtigt oversat til over 20 sprog. Margaretha Magnusson har selv stået med flere dødsboer, som hun har skulle rydde op i, og hendes mission er ganske enkelt at reducere sine pårørendes arbejde, når hun engang selv dør. 

Ganske usentimentalt gennemgår hun, hvordan hun får ryddet op i alle de ting, hun har samlet sig gennem et langt liv. Forfatteren er i dag 90 år, og som kunstner har hun samlet sig til en hel del. For Magnusson handler det om ikke at lade sig styre af ting, og derfor smider hun lystigt ud, kører til genbrug og forærer rask væk ting til venner og familie. Men allerførst lægger hun en plan for oprydningen, og hun allierer sig med nogen, der kan hjælpe. Og særligt hjælp med at tingene ikke bare får samlet støv hos andre – så er problemet nemlig ikke løst, men bare flyttet ind hos en anden. 

Bogen er både en erfaringsbaseret og varm fortælling om at få ryddet op i tide og gemme minder på en fordelagtig måde, men også om at få værnet om sine eventuelle hemmeligheder. Det kan være hemmelige laster som rygning (Fru Magnussons mor), men også ganske retorisk ”Behold din yndlingsdildo – men smid de femten andre væk!” – der kan man jo så starte.

Skal du ta’ det hele med dig?

I 2022 udkom Abelone Glahns bog ’Skal du ta’ det hele med dig? – gør plads til næste kapitel i tide’, hvor hun tager udgangspunkt i sin egen flytning fra 600 m2 til 68 m2. Med andre ord at bryde op fra et mangeårigt hjem til et nyt hjem i seniortilværelsen. Abelone Glahn har skrevet denne generelle guide om flytning sidst i livet med både gode flytteråd og råd til de pårørende om at tage den svære samtale med de gamle om at komme i gang med oprydningen. 

I bogen er der to do-lister og henvisninger til råd og vejledning samt citater fra andre ældre om deres boligsituation. Det hele er krydret med en personlig fortælling om Abelone Glahn og hendes mands flytning fra den store landejendom på Falster til en lille lejlighed i fødebyen København. Forfatteren formår at sætte ord på følelser, når man skal lukke et langt og virksomt liv et sted og flytte til noget meget mindre et andet sted.

Farvel rod - hej frihed

Det kan jo også være, at man ikke er hverken senior eller skal flytte, men egentlig bare gerne vil i gang med oprydningen i sit hjem og derved få mere overskud. Hvis det er tilfældet, kan du prøve med oprydningseksperten Lena Bentsens bog ’Farvel rod, hej frihed – kom rodet til livs’.

Det er en helt praktisk guide, der hjælper dig med at få skilt dig af med en masse unyttige og ubrugelige ting. Det er bare med at komme i gang.

Materialer