Tale ved debutantprisoverrækkelse 2023

Om arbejde

Af Gry Stokkendahl Dalgas, 29-09-2023

Jeg skriver ikke længere på samme måde, som da jeg skrev min debut. I de dage, mellem 2017 og 2019, skrev jeg ikke mine sætninger foran en computer, men på små sedler, på min telefon, i notesbøger, til og fra undervisning og arbejde, på gåture, på indkøbsture, mens jeg var ved at vågne eller ved at falde i søvn, i køkkenet stående over gryden med pasta for eksempel. Jeg skrev bogens sætninger inde i en hektisk hverdag, mens noget andet var ved at ske. Jeg samlede dem til egentlige sider et par gange om ugen på en café, i en menneskelig støj, der gjorde, at jeg kunne koncentrere mig om skriften. Min egen stilhed, mens jeg skrev, gav mig angst dengang. Jeg kunne ikke skrive alene. Jeg skulle altid væk hjemmefra. Det føles nu som en sær drøm. Jeg skriver dette hjemme hos mig selv, ved skrivebordet. Jeg drikker en kop grøn te.

Jeg var på overførselsindkomst, mens jeg skrev min debut. SU, senere kontanthjælp. Jeg boede på meget små værelser. Jeg husker den indelukkede stemning, de få kvadratmeter omkring mig. Derfor måtte jeg gå hen på caféen for at samle de sider, alle nu kan læse. Jeg udgav bogen i vinteren 2019, og straks efter kom jeg i aktivering på en kommunalt drevet planteskole.

Leslie Kaplan siger: Det man gør, er at man overdriver. En forfatter skriver, stiller spørgsmål, mere eller mindre klart, og så på et eller andet tidspunkt gør folk noget ved det. Jeg betragter stadig det at arbejde otte timer om dagen ved et samlebånd som umenneskeligt.

Grunden, til at min debutdigtsamling føles meget fremmed for mig nu, er, at jeg i 2020 kom til en smule penge. Først fik jeg Statens Kunstfonds arbejdslegat lige inden sommeren. Jeg husker den dag, hvor jeg ringede til min jobkonsulent og fortalte ham nyheden. Han ønskede mig held og lykke. Det var en dag i maj. Solen skinnede. Jeg tog til fest og fejrede det med bobler.

Asta Olivia Nordenhof skriver: jeg stoppede på bordellet / da jeg fik mit første arbejdslegat / jeg kunne næsten ikke fatte / at der gik 100.000 ind på min konto / jeg havde siddet så længe / på statens kontorer og tigget mig / til det mest basale / og nu kom pengene bare.

Jeg brugte mange af de penge fra arbejdslegatet på at trykke andet oplag af min debut. Jeg kaldte mig selv en business. Jeg havde overtaget driften af bogens forlag januar det samme år, fordi forlagschefen Rolf Sparre Johansson var blevet syg af stress. Han kunne ikke skrive, ikke læse. Forfatteren Lea Marie Løppenthin hjalp mig, cyklede rundt med bøgerne til de københavnske boghandlere.

Og lige før efteråret fik jeg så denne debutantpris. Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Jeg fik derved en økonomi, der rakte hen over månedens grænser. En økonomi som ikke hele tiden gik i nul. Jeg blev ikke til en forfatter, da jeg udgav min debut. Jeg havde endnu ikke tid til at skrive. Med prisen fik jeg råd til at være forfatter.

Der var ingen prisoverrækkelsesfest i 2020 pga. corona. Der var en livestream i stedet, som jeg ikke husker meget af. Det, jeg bedst husker omkring prisen, var den tirsdag formiddag, hvor jeg blev ringet op og fik meddelelsen, at jeg havde vundet. Jeg lå inde på min kærestes værelse, da et ukendt nummer ringede.

Jeg husker overraskelsen og glæden. Op til den dag havde jeg været lidt urolig omkring hvor længe arbejdslegatet kunne holde mig ude af kontanthjælpen, men med prisen kom det sidste løft, der gjorde mig sikker. Jeg dansede rundt med min kæreste. Vi sang med på sange, hvis titler indeholdt ordet celebration. Penge er magtfulde i denne verden. Penge er lig med tid. Jeg kunne ikke have skrevet mine to seneste bøger uden det løft, den pris gav.

Marguerite Duras skriver: Huset her i Neauphle-le-Château købte jeg for pengene for filmrettighederne til min bog Un barrage contre le Pacifique. Det tilhørte mig, det stod i mit navn. Dette køb fandt sted før skrivevanviddet. Dette vulkanagtige vanvid. Jeg tror, at huset her har bidraget meget til det.

De bøger, jeg har skrevet efter, minder ikke om min debut. De senere bøger er skrevet ved dette skrivebord, i denne lejlighed, jeg sidder i, mens jeg skriver dette. Jeg lagde prispengene i banken og begyndte at arbejde som optrædende forfatter med den sikkerhed bag mig. Min økonomi voksede, blev bedre. Pengene gav mig mulighed for at leje min første lejlighed. Jeg skrev under på lejekontrakten i 2021 ved at fremvise min økonomi. Og derfor er pengene vigtige at tale om. Fordi lejligheden siden har formet mine bøger.

Leslie Kaplan siger: Man finder ordene ved sit bord, mens man skriver. Jeg kan huske en meget stærk følelse den dag, hvor jeg skrev den meget simple sætning: Kludene er svage.

På samme måde fandt jeg på den firdelte struktur til det manuskript, der senere blev til At performe transkønnet vrede. Jeg fandt en skriftlig krop til det samfundsmæssige problem, jeg brændte for at fortælle om. Efter den ide var blevet tænkt, var det som om bogen skrev sig selv. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft roen til at få den ide i gamle dage. Jeg var generelt for stakåndet. Hvert tekststykke handlede dengang om hurtige løsninger, men ikke nu. Lejligheden og min økonomi havde givet mig rum og tid, som jeg hældte ind i skriften.

Lejligheden har for mig tilladt det, som Duras kalder for skrivevanviddet. Jeg vil personligt kalde det for løsluppenhed, noget nysgerrigt, der er forankret i de hverdage, som lejlighedens vægge og værelser giver mig. Jeg har fået modet til at tage uventede spring, når jeg skriver.

Franz Kafka skriver: Skriveriets mærkværdige, hemmelighedsfulde, måske farlige, måske forløsende trøst: at springe ud af morderrækken.

Om dette citat skriver Leslie Kaplan: Morderne er, modsat hvad man kunne tro, dem, der bliver på række, følger tingenes sædvanlige veje, gentager og starter forfra, det dårlige liv, der finder sted. Hvad myrder de? Det mulige. Hver en ting, der kunne begynde, rive væk, forandre. Kafka siger, at skriften, det at skrive, er at lægge afstand til tingenes sædvanlige væremåde. Et springs afstand. At skrive er at springe udenfor, at springe andre steder hen. Dette indebærer noget at stå på, og ordene er dette. De giver dig mulighed for at stoppe op og forstå, hvor du kommer fra, hvor denne verden kommer fra, denne mordernes gamle verden.

Noget andet, som skriften bliver nødt til at stå på, er jorden, med et tag over hovedet, mad i køleskabet, tid og overskud, varme og tryghed. Skriften kan kun springe ud af morderrækken, hvis bøgernes forfattere er økonomisk, dvs. husligt, trygge. Økonomi, oikos, betyder egentlig bare hjem, og med økonomi mener jeg bare, hjemmet og muligheden for tid i hjemmet.

Litteraturen må så vidt muligt modstå lønarbejdet og vareformen: Forfatteren må have tid væk fra timelønnen til at skrive bøgerne, og bøgerne må skrives udenom ønsket om profit, for hvis litteraturen skal ophobe penge på et marked, så kan den ikke springe ud af det dårlige liv, ud af tingenes sædvanlige væremåde, for markedet og lønarbejdet er netop det dårlige liv, vi forsøger at springe ud af.

Det er dette, som fonde, legater og priser kan give til forfattere. Priserne tillader ordene, fordi priserne ikke kun er anerkendelse, men også penge. Litteraturpriser gør det muligt for forfattere at lave deres uger om til de mærkelige uger, som forfattere gerne vil leve i: Uger hinsides det almindelige, daglige arbejde. Uger med så mange dage som muligt, hvor man kan blive hjemme og skrive ved sit bord. Hvor man kan være i den stilhed, ens skrift skaber.

Normalt, når man vil have råd til sit liv, er man her i verden nødt til at arbejde. For mig er arbejdet det sted, hvor jeg ikke kan tænke nye tanker, hvor jeg er nødt til at blive indenfor i vanerne. Endda selv når arbejdet er ovre, fordi udmattelsen hænger fast. Sådan husker jeg, at det var for mig, da jeg arbejdede i aktivering på planteskolen dengang i vinteren 2019. Jeg skrev intet imens. Dagene passerede igennem mig. Jeg gav ingen ord til dem. Jeg stod op, tog bussen, arbejdede, tog hjem, spiste og sov. Jeg gentog og gentog den samme dag, indtil aktiveringsforløbet var ovre. Jeg havde lige debuteret med en bog, men havde ingen ord.

Leslie Kaplan siger: Selvfølgelig drukner du fuldstændig. Man træffer nogle valg og slår sig til tåls med det. Der er det faktum, at samfundet har en tendens til at udtømme den individuelle oplevelse, til at udskifte det, der bliver følt af en person med noget bogstaveligt talt uvirkeligt.

De erfaringer og de venskaber, jeg fik der på planteskolen, har jeg først fundet ord til, da jeg endelig var kommet på afstand af arbejdets sfære. Ordene er ved at finde deres hjem i en roman, jeg har skrevet på i de sidste tre år. Romanen hedder Calluna, som betyder hedelyng, og det er også dét, jeg kalder min lejlighed. Lyngen, som vokser til ingen verdens nytte.

Det skal siges, at jeg stadig arbejder en masse. Det gør alle forfattere. Også lønarbejdet er jeg ikke blevet helt fri for. Det er meget, meget svært. Men forskellen er, at når jeg skriver nu, så skriver jeg. Jeg tager hele uger fri. Jeg åbner min kalender for skriften. Og vi skal hylde debutanter ekstra meget, for de skriver ofte uden denne sikkerhed; de skriver i den svindende fritid, og de skriver alligevel fantastisk.

Jeg håber, at denne debutantpris kan give jer mere at stå på, når I tager det næste spring.